Til forsiden
VisitOdense introducerer anmeldelser og video
Onsdag, juli 22 2009

Fra i dag er det muligt at anmelde lokale turistattraktioner og andre seværdigheder på VisitOdenses hjemmeside, der samtidig introducerer videoklip og nemmere søgemuligheder.

Ændringerne sker, fordi VisitOdense deler hjemmesidelayout med VisitDenmark, som har iværksat opdateringen af den fælles skabelon for de hen ved 50 turistbureauer, der er med i samarbejdet.

Med opdateringen får VisitOdenses hjemmeside søgefunktion for turismeprodukter et mere overskueligt design med faneblade, større billeder, muligheder for anvendelse af videoklip og et nyt afsnit med brugernes egne anmeldelser.

Man kan både skrive tekst og tildele 1 til 5 danmarkshjerter i sin anmeldelse. Det håber vi naturligvis, at en masse af de lokale besøgende vil benytte sig af”, udtaler turistbureauleder i Odense Lone Østergaard.

Det er VisitOdense, der har til opgave at opdatere de mange lokale turismeprodukter i den fælles nationale Guide Danmark database, som VisitDenmark administrerer. Fordi alle turistbureauerne, der deler hjemmesideløsningen, er forbundet, vil en anmeldelse eller opdatering automatisk også optræde på andre samarbejdspartneres turismeportaler, hvis de beskriver det samme produkt.

Det nye layout er langt mere inspirerende og giver os bedre præsentationsmuligheder for vores unikke seværdigheder her i området, fordi vi nu både kan vise flotte, store fotos og videoklip med lyd og levende billeder. Det skal vi benytte os af over for de mange gæster, som kommer her til området for at nyde vores oplevelsestilbud”, fortæller Lone Østergaard.

Se det nye layout og hvad du kan være med til at anmelde på www.visitodense.com
VisitOdense Rådhuset DK-5000 Odense C Tlf. +45 63 75 75 20 Fax: +45 63 75 75 39 KONTAKT