|
Der vil formentlig blive uddelt op til flere medaljer med dansk adressat, når junior-EM i fægtning løber af stablen fra d. 1.- 6. nov. i Odense Idrætshal. Danmark stiller nemlig med en flok meget talentfulde juniorfægtere, som forstår at svinge deres våben hele vejen til præmiepodiet. Kampformen er netop blevet pudset af ved VM i Tyrkiet, hvor flere af de unge fægtere har mødt mere erfaren modstand.
”Dansk fægtnings stortalent med kårde og fleuret, Frederik von der Osten, er klart blandt favoritterne i Odense, og han skal nok sikre sig metal af mere eller mindre ædel karakter”, siger Michael Danielsen, der er stævneleder. Også Danmarks eneste deltager i damefleuret Sofie Meyer og den danske mester i damekårde Nathalie Ahl har dog gode chancer. Danmark er generelt flot repræsenteret ved europamesterskabet på hjemmebane, hvor der dystes i alle fægtesportens tre discipliner for begge køn. Kun i damesabel skal man kigge langt efter de rød/hvide farver.
Pister uden sne Op til arrangementet omdanner en stor flok frivillige fægteentusiaster fra hele landet Odense Idrætshal til en elegant fægtearena med fri adgang for det fynske publikum. De spændende dueller mellem fægterne udkæmpes på 20 pister, der til anledningen lægges ud i hallen. Disse pister er til forskel fra skiløbernes sneklædte underlag med samme navn, en slags tæpper med elektrisk ledende overflade. Overfladen skal sikre, at det ikke registreres som en træffer, når fægternes våben rammer jorden i kampens hede.
2 x våbenkontrol Når de ca. 350 udenlandske fægtere begiver sig af sted mod Odense i den kommende uge, slipper de naturligvis ikke for lufthavnenes rutinemæssige tjek af deres bagage. Og de lange sabler, kårder og fleuretter er jo ikke ligefrem våben, som glider ubemærket gennem metaldetektoren. Fægterne har dog lov til at transportere deres lange klinger over landegrænserne, da de er klassificeret som sportsrekvisitter og ikke våben. I den odenseanske arena venter der så fægterne endnu en våbenkontrol, men den har et noget andet formål – nemlig at kontrollere, om de medbragte kårder, sabler og fleuretter lever op til konkurrencernes krav, hvad angår længde, størrelse osv.
|