Til forsiden
World Cup 2009 for den islandske hest
Onsdag, oktober 29 2008

Den 27. & 28. februar 2009 gentager World Cup succesen fra sidste år og afholder et arrangement af international karakter i både niveau og størrelsesorden i Arena Fyn. Programmet er fyldt med internationale top-ekvipager, show med verdens bedste hingste og deres afkom og har du som besøgende lyst til mere viden om den islandske hest, bliver der i løbet af eftermiddagen afholdt seminar om avl og træning, hvor foredragsholderne er anerkendte ryttere og avlere.

Europas bedste ryttere
Et af de helt store arrangementer for islandshesten er World Cup 2009, hvor mere end 75 internationale ryttere fra Island, Finland, Tyskland, Sverige, Norge og Danmark vil dyste i T1, V1 og F1. De indledende runder rides allerede fra kl. 9.00 og fortsætter dagen igennem, indtil finalerne runder arrangementet af om aftenen. Her kan du blandt andet møde Vicki Eggertsson, som ligger på 2. pladsen på World Ranking i F1. Derudover vil juniorryttere fra de 4 nordiske landshold mødes midt på dagen, hvor du vil kunne se dem dyste i disciplinerne inden for Tölt.
At arrangementet er ved at få et international niveau kan blandt andet ses i de krav, der stilles til rytterne. Som minimum skal de have en score på 6,5 point på FEIF´s Ranking liste for at kunne deltage, samtidig med at de internationale dommere vil sikre et højt niveau, når præmiesummen på 100.000 skal fordeles.

World Cup 2009 viser verdens bedste islandsheste
Dagen igennem byder på meget mere end idekonkurrencerne. I hallen ved siden af Arenaen vil du kunne se verdens bedste islandshingste. Her får du som publikum en unik mulighed for at komme ganske tæt på, når avlerne får vist hingstene frem for hånd. Det er en meget speciel oplevelse at gå rundt imellem de mange hingste, der tager det hele med ophøjet ro, selvom der er 20 andre hingste lige ved siden af og en sand vrimmel af mennesker. Derfor er der også mange avlere, der finder deres avlshingst til World Cup, for arrangementet giver en god indsigt i, hvordan hingstens temperament og reaktioner er - også når den er ’i byen’.
Som noget helt nyt vil du også møde 3-4 af hingstens afkom, der vil stå i forlængelse af hingsten. Fænomenet er velkendt på Island, hvor man i mange år har vist både hingst og afkom frem, men i Danmark er det første gang, man afholder et sådant arrangement. Derfor er der også et stort hingsteshow midt på dagen, hvor du får fornøjelsen af at se de enkelte hingste og deres afkom under ridning. Hvis du er avler, får du på den måde et komplet billede af hingstens potentiale, og hvis du bare godt kan lide islandske heste, får du muligheden for at nyde synet af verdens bedste hingste under fri udfoldelse.
Den islandske hests særegne konkurrenceform 
V1 står for firgang, og her rides der i skridt, trav, tølt og galop i forskellige tempi 
F1 står for femgang, og ligesom F1 rides der i de firegangarter samt flyvende pas.
T1 står for tølt, og her skal hesten vise tølt i forskellige tempi
Fakta
World Cup 2009 afholdes fredag d. 27. feb. og lørdag d. 28. feb. i Arena Fyn - Odense SØ

Fredag gratis adgang
Lørdag adgang med billet
Billetter købes på www.worldtoelt.dk
Seminar om den islandske hest
Et nyt tiltag i forhold til World Cup 2008 er, at du som publikum har mulighed for at komme ind til to lukkede seminar, hvor billetterne købes som tillæg til indgangsbilletten. Det ene foredrag vil handle om avl af den islandske hest, og det andet vil behandle emner inden for træning af den islandske hest. Begge foredragsholdere er kendetegnet ved at være særdeles anerkendte inden for den islandske hesteverden og et foredrag med disse to vil helt sikkert være en oplevelse værd.
Åbningsshowet vil blive åbnet af den islandske tenor Johann Valdimarsson fra den Nationale Opera i Reykjavik. Han vil blive akkompagneret af pianist Berit Juul Rasmussen fra Odense Symfoni Orkester.
Han vil synge nogle arier om heste og den islandske natur. Sangene vil blive fulgt af billeder/video på storskærm.
VisitOdense Rådhuset DK-5000 Odense C Tlf. +45 63 75 75 20 Fax: +45 63 75 75 39 KONTAKT