Til forsiden
J. K. Rowling kommer til Odense
Torsdag, september 02 2010

Den 19. oktober 2010 får Odense besøg af en ægte verdensstjerne, når forfatteren til de syv bøger om Harry Potter, J. K. Rowling, besøger byen for at modtage en litteraturpris.

HCA Litteraturprisen, som for første gang bliver uddelt i Odense, er stiftet af HCAdvisory Board. Prisen gives en gang om året til en forfatter, hvis værker direkte eller indirekte kan sammenlignes med H. C. Andersens forfatterskab.
 
Der har i længere tid været arbejdet på at få J. K. Rowling til byen, og Jens Olesen, generalkonsul i Saõ Paulo og H. C. Andersen-ambassadør, bekræfter nu, at "Harry Potters mor" kommer til Odense.
Det bliver J. K. Rowlings første besøg i Danmark, og Odense bliver det eneste sted, hun besøger.

- Det er en rigtig stor ære for Odense, at så stor en stjerne som J. K. Rowling besøger byen, siger borgmester Jan Boye (C). — Jeg glæder mig meget over, at odenseanske Harry Potter fans får lejlighed til at møde J. K. Rowling og over, at vi kan være vært for et arrangement med en af verdens mest berømte forfattere.

Odense har et helt særligt forhold til Harry Potter-bøgerne, da kommunen i en årrække har afholdt den meget populære Harry Potter-festival, hvor byens børn bl.a. kan være elever på Hogwarts for en aften. Årets festival fandt sted fra den 15. til den 18. september.
Du har chancen for at være med til at fejre J.K. Rowling, når prisen overrækkes af H.K.H. Prinsesse Marie. J.K. Rowling taler og Odense Symfoniorkester spiller bl.a. filmmusik fra Harry Potter filmene. Det hele bindes på festlig vis sammen af konferencier Preben Kristensen.
Fakta:
tirsdag den 19. oktober 2010
J.K. Rowling modtager pris i Odense Koncerthus. Billetter til prisover-rækkelsen i Odense Koncerthus kan købes fra fredag den 3. september på
www.fyensbilletten.dk
Billetpris: 150 kr. for voksne og 100 kr. for børn.

Mød forfatteren til Harry Potter bøgerne J.K. Rowling, når hun besøger Odense:
Tirsdag d. 19. oktober
Skal du være et af de usædvanlig heldige børn mellem 8 – 14 år, der får denne enestående mulighed for at se og høre J.K. Rowling læse op, svare på spørgsmål og få et signeret eksemplar af en Harry Potter bog, når hun besøger hjertet af Odense i efterårsferien?

Du skal købe en billet til 50,- kr. for at deltage i dette lukkede arrangement. Billetter sælges fra Hovedbiblioteket, lørdag 18. september kl.10.01. Alle børnene skal være udklædte til arrangementet.
VisitOdense Rådhuset DK-5000 Odense C Tlf. +45 63 75 75 20 Fax: +45 63 75 75 39 KONTAKT