Til forsiden
Odense sætter spot på RIGET I MIDTEN
Onsdag, maj 12 2010

I anledning af Odenses deltagelse på EXPO Verdensudstillingen i Shanghai sætter Odense spot på Kina. Det sker gennem en række kulturarrangementer og aktiviteter, der skal vise hvad Riget i Midten har at byde på.

Kampagnen ”Kina i Odense” løber af stablen fra den 15. august til den 3. oktober, og forberedelserne med at engagere byens butikker, kulturaktører og foreninger er allerede i fuld gang.

Kampagnen har allerede tiltrukket sig opmærksomhed på grund af en beklagelig skrivefejl i den invitation, som er sendt ud til byens butikker og kulturaktører. Her er Kina uheldigvis blevet omtalt som ”Solens Rige” - og ikke ”Riget i Midten”, som er den korrekte betegnelse. Samme fejl har også optrådt på den hjemmeside, hvor partnere og interesserede kan læse om mulighederne for at deltage i kampagnen. Her er fejlen naturligvis rettet.

- Det er en uheldig skrivefejl, som vi skal beklage mange gange. Vi har stor respekt for Kina, hvilket vi bl.a. gerne vil vise i forbindelse med Kina i Odense-kampagnen, udtaler stadsdirektør Jørgen Clausen.

”Kina i Odense” har allerede nydt godt af den store opbakning fra byens butikker, kulturaktører og foreninger, som bidrager med en række begivenheder og kineserier:

• Opera På Engen – med østerlandsk inspireret tema
• Odense Blomsterfestival - med overskriften ”Kinas Kulturskatte”
• Odense Filmfestival – bl.a. med kinesiske film
• Kulturnatten, hvor dele af city bliver omdannet til et levende og eksotisk China Town med bl.a. løvedans, kinesisk musik og drageoptog.

Samtidig har over 40 butikker i Odense city allerede tilmeldt sig en konkurrence om den flotteste – kinesisk-inspirerede – vinduesfacade, hvor man kan vinde et rejsegavekort til en værdi af 20.000,-. Den finder sted i uge 35, dvs. ugen op til Kulturnatten.

Så vær med, når Kina kommer til Odense efter sommerferien og hold øje med aktiviteter og begivenhederne i pressen og på www.visitodense.com.


Yderligere information:

Stadsdirektør Jørgen Clausen på telefon 40 43 44 24 / jc@odense.dk

PR-chef Rasmus Hessum Hansen på telefon 29 33 54 25 / rhh@odense.dk





VisitOdense Rådhuset DK-5000 Odense C Tlf. +45 63 75 75 20 Fax: +45 63 75 75 39 KONTAKT