Til forsiden

Den gamle bydel

Den gamle bydel er fyldt med farverige, små huse, der skaber en hyggelig atmosfære, og danner rammen om H.C. Andersen julemarkedet. Bydelen er Odenses bedst bevarede ældre bydel, og er centreret omkring Sortebrødre torv, i daglig tale Grønttorvet. Bydelen består idag af de samme bygninger som på H.C. Andersens tid, og giver et unikt indblik i, hvordan 1800-tallets byliv tog sig ud.

Den berømte forfatter er opvokset i det velkendte gule hus, der ligger centralt i bydelen, og som idag lægger rum til hans museum. Selv om kvarteret idag fremstår smukt og idyllisk var det på Andersens tid præget af fattigdom, og skidt i rendestenene.

Idag er bydelen Odenses største turistattraktion, og huser, ud over H.C. Andersen Museet, Børnekulturhuset Fyrtøjet, Odense Koncertsal, Odense kulturhistoriske museum Møntergården og Carl Nielsen Museet.

H.C. Andersens Hus

I H.C. Andersens Hus kan du besøge udstillingerne om digterens fantastiske liv og værk. Se det smukt pyntede juletræ med pynt som Andersen selv klippede det.

H.C. Andersen havde et varmt forhold til det, på hans tid, relativt nye juletræ, og det fremgår af hans dagbøger, at han selv har været med til at pynte mange af slagsen. I H.C. Andersens Hus vil man i julemåneden kunne se et juletræ med pynt, som digteren selv så det.
Desuden vil museets træ være pyntet med fiskenet, flag, stjerner og ikke mindst gaver, som man i 1800-tallet hang på selve træet.

Læs mere om H.C. Anderens Hus

 

Fyns Grafiske Værksted

På Fyns Grafiske Værksted kommer kunstnere fra hele verden og trykker deres originalgrafik. I værkstedets butik er det muligt at gøre et vaskeægte julegavekup, da der sælges ægte, original kunst til små, overkommelige priser. Her er mapper du kan bladre i, grafik på væggene og indrammet grafik - lige til at tage med hjem.

I år er værkstedet åbent fra 11.00 - 18.00 under hele julemarkedet, og her vil det være muligt at se de ældgamle trykkemaskiner i brug.




Børnekulturhuset Fyrtøjet

Fyrtøjet er et levende, aktivt kulturtilbud til børn i alle aldre. Gennem drama, fortælling, billedarbejde og musik, inviterer Fyrtøjet dig med på en rejse gennem H.C. Andersens eventyr.

                                    Alladin i Lotzes Have

De fleste børn kender historien om Aladdin og den vidunderlige lampe fra Walt Disneys tegnefilm. Men fortællingen er meget ældre! Den stammer fra den arabiske eventyrsamling Tusinde og én nats fortællinger. H. C. Andersen fik historien læst højt af sin far, da han var barn, og elskede den.

Nu kan børn og voksne høre en genfortælling af historien om Aladdin og den vidunderlige lampe i Fyrtøjets telt i Lotzes Have. Her vil der blive fortalt kl. 12:00, kl. 14:00 og kl. 16:00 alle dage under julemarkedet. Fortællingen varer ca. 20 min.

Dagen igennem kan alle børn og voksne blive sminket i Aladdins hule for en rund 10’er, eller skrive deres juleønsker på en lysbåd og sætte den i søen. Ude på øen foran H.C. Andersens Hus er der vokset en lille granskov op. Her gemmer der sig en figur af den gamle digter. Find den, aflevér den i Fyrtøjet, og få en høj hat i bytte. Inde i Fyrtøjet kan du se dukkefilm kl. 11:00, kl. 13:00 og kl. 15:00 og kl. 17:00.

Læs mere om Børnekulturhuset Fyrtøjet


Tilbage til
Forsiden

Tilbage til
Julemarkedet 2009