Til forsiden

                                                                                                         August 2004


Stort H.C. Andersen Julemarked i Odense i 2004 og 2005

Dato: 1.8. 2004

I den gamle bydel ved H.C. Andersens Hus i Odense holdes der historisk julemarked i de to første weekender af december. Julemarkedet tager udgangspunkt i H.C. Andersens tid og ikke mindst de kendte eventyrfigurer. Markedets gæster vil kunne opleve besøget som et tidshop tilbage til tiden, hvor H.C. Andersen blev æresborger i Odense (1867). H.C. Andersen Julemarkedet dækker hele den gamle bydel ved H.C. Andersens Hus. Kvarterets gader og stæder indgår som kulisse med udsmykning, levende lys, markedsboder og underholdning.

I Lotzes Have sælges juletræer og H.C. Andersen Paraden optræder i et vinterligt eventyrslot med deres særlig vinterforestilling. Du kan også møde de kendte figurer fra digterens forfatterskab f.eks. "Pigen med svovlstikkerne" eller "Snedronningen" i gader og stræder i den gamle bydel. Der vil være udstillinger og aktiviteter på områdets museer og attraktioner, hvortil det er muligt at erhverve en dags-familiebillet til rimelige penge.

Besøg det Historiske Tivoli på Sortebrødre Torv som byder på en karruseltur eller luftgynge, svingkarrusel og meget mere. På torvet findes også det store spejltelt med gammeldags interiør, hvor der vil der være servering og underholdning - alt fra oplæsning til komisk teater. Alverdens varer kan købes af i boder med kræmmere i 1800-tals påklædning. Overalt i kvarteret kan man møde optrædende, fra lirekassemanden til kor der synger Christmas Carols. Børneherolder med trommeslagere forkynder dagens program. Tag en tur rundt i kvarteret med kaperkøren, hvor du måske møder en deling soldater i gamle uniformer marcherer forbi og afskyder en salut sortkrudt.

H.C. Andersens Hus, Børnekulturhuset Fyrtøjet og Bymuseet Møntergården byder på aktiviteter og udstillinger for børn og voksne. I Bymuseet Møntergården kan du besøge De Fynske Museers traditionsrige og populære julemarked, hvor du kan handle i boderne og se udstillinger om julens historie.

Et besøg på det eventyrlige julemarked vil være en familiebegivenhed, hvor en rundtur i det maleriske kvarter byder på museer, børnekulturhus, events, oplevelser, underholdning og julehandel.

Odenses julemarked vil nationalt og internationalt set være unikt ved at have et gennemført historisk koncept med direkte afsæt i digterens eventyrverden. I 2005 finder Julemarkedet sted i de to første weekender i december.

H.C. Andersen Julemarkedet finder sted ved H.C. Andersens Hus, Bangs Boder 29, 5000 Odense C

Information:
Odense Bys Museer
Tlf. 6551 4601
www.odmus.dk


Tilbage til
forsiden

Tilbage til
Presse