Til forsiden
Drageinfo

Værd at vide om den kinesiske drage

Navn og udseende

Den kinesiske drage (龍, på pinyin: lóng eller 龙, som er et nutidigt tegn) - lung - er et mytologisk væsen. Dragen har en slanges krop, en fisks skæl og hale, en kronhjorts gevir, en kamels ansigt, en tyrs ører, en tigers fødder, en ørns kløer og en dæmons øjne! Dragen kan flyve, men den har ikke vinger. I stedet har den en udvækst på toppen af hovedet, som kaldes Poh Shan, der gør den i stand til at hæve sig op i luften. Dens krop er dækket med 81 mandlige og 36 kvindelige skæl.

Historisk

Motiver af den kinesiske drage kan spores mange tusinde år tilbage i tiden. I Asien er dragen et symbol på magt og er blevet anvendt som emblem af kejserlige familier. Værdighedstegn viser især i Manchu-dynastiet (1644-1912) ofte dragebilleder. Kejserens drage havde fem kløer, prinsernes drager havde fire, mens adelsmændenes havde tre kløer.

Egenskaber

En kinesisk drage er god og venlig. Den kinesiske drage ligger langt fra det ildsprudende uhyre, der er de vestlige legenders drage. Tværtimod er den kinesiske drage et lykkedyr. Kineserne har altid forbundet dragen med ædelmodighed, legemlig styrke og succes.


Se hvordan du laver din egen drage.


Levesteder 

Dragen lever i dybe søer og floder. Den kinesiske drage er ifølge traditionen også forbundet med forårets frugtbare regn. Dragen menes at have magt over regnen og andre vejrfænomener, som har med vand at gøre.

Legender

Fire dragekonger hersker over hver sit hav: Østerhavet (østlige del af det Kinesiske Hav), Sydhavet (sydlige del af det Kinesiske Hav), Vesterhavet (det Indiske Ocean og videre frem) og Nordhavet(Baikal-søen).
En populær, kinesisk legende fortæller, hvordan de fire drager reddede det kinesiske folk fra en forfærdelig tørke ved at flyve frem og tilbage og sprøjte havvand på skyerne, indtil regnen endelig faldt på den udtørrede jord. Folk jublede fordi de var blevet reddet, men havguden var ikke glad og fortalte Jadekejseren, hvad der var sket.

Jadekejseren blev rasende over, at de fire drager skaffede regn uden hans tilladelse. Derfor beordrede han, at de skulle begraves under fire bjerge. Dragerne fortrød ikke, hvad de havde gjort. Tværtimod tryllede de sig om til de fire store kinesiske floder, Heilongjian (Sorte Drage) længst mod nord, Huanghe (den Gule Flod), Ghangjiang (Yangtze eller den Lange Flod) mod syd og Zhujiang (Perlefloden) længst mod syd for at sikre, at der altid ville være vand til befolkningen.
 

VisitOdense Rådhuset DK-5000 Odense C Tlf. +45 63 75 75 20 Fax: +45 63 75 75 39 KONTAKT