Til forsiden
Johanneskorset - Skiltning til danske attraktioner

På din vej gennem Danmark møder du forskellige former for serviceskiltning til danske turistattraktioner, som tilsammen hjælper dig med at finde vej til vore fineste seværdigheder.

 

M52,2 - brunt johanneskors-skilt

Det brune Johanneskors-skilt


Ca. 200 seværdigheder (af både naturmæssig, kulturhistorisk og kommerciel art) er vuderet som værende af særlig national interesse og oplevelsesværdi. Disse seværdigheder har fået ret til servicehenvisning med et brunt skilt forsynet  med et johanneskors (symbolet på skiltet benævnes også  sankthanskors).

Det er Vejdirektoratet der godkender tildelingen af det brune johanneskors-skilt efter indstilling fra Kulturarvstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen og VisitDenmark.

En tildeling kræver bl.a., at følgende kriterier er opfyldt:

  • Seværdigheden skal være permanent, betydningsfuld og af national intereesse
  • Seværdigheden skal mindst være åben for publilkum 5 timer om dagen, 5 dage om ugen i perioden 1. maj til og med september
  • Der skal være opsat informationstavle med oplysninger om åbningstid, beskrivelse af seværdigheden og entrépris, hvis der ikke er gratis adgang.
  • Der skal være tilstrækkelige parkeringsmuligheder i nærheden

På sitet vejregler.dk kan du finde en oversigt over, hvilke danske attraktioner, der p.t. har fået tildelt det brune johanneskors-skilt.

M52,1 - det blå johanneskors-skilt

Det blå johanneskors-skilt


Det kendte blå seværdighedsskilt med johanneskorset (symbolet på skiltet benævnes også sankthanskors),  er kommunernes selvstændige mulighed for at skilte til alle øvrige danske attraktioner af høj kvalitet og stor offentlig interesse i lokalområdet.
 
Det er den lokale vejbestyrelse, der godkender tildelingen af det blå johanneskors-skilt. En godkendelse kræver, at flere kriterier skal være opfyldt, herunder: 
  • Seværdigheden skal være af dokumenteret, almen interesse for en bred målgruppe i såvel befolkningen som blandt udenlandske turister
  • Seværdigheden skal mindst være åben for publikum 5 timer om dagen, 5 dage om ugen i perioden 1. maj til og med september
  • Der skal være opsat informationstavle med oplysninger om åbningstid, beskrivelse af seværdigheden, og entrépris, hvis der ikke er gratis adgang.
  • Der skal være tilstrækkelige parkeringsmuligheder i nærheden
M53, Unesco verdensarvmonument-skilt

UNESCOs Verdensarvsmonument-skilt


De danske attraktioner, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste (det drejer sig p.t. om Kronborg, Roskilde Domkirke og Jellingstenen), er skiltet med det brune verdensarvmonument-skilt.

Det er Vejdirektoratet, der godkender anvendelsen af UNESCOs verdenarvsmonument-skilt efter indstilling fra Kulturarvstyrelsen på vegne af UNESCO. 

På whc.unesco.org kan du finde en oversigt over hvilke attraktioner, der er optaget på verdensarvlisten.
Torsdag, marts 17 2011
VisitOdense Rådhuset DK-5000 Odense C Tlf. +45 63 75 75 20 Fax: +45 63 75 75 39 KONTAKT